Find vej: Forside » Artikler » Arkæolog og forfatter får Rosenkjærprisen 2014

Arkæolog og forfatter får Rosenkjærprisen 2014

Lagt på asias.dk den 28-10-2014 af webmaster

Når DRs Rosenkjærpris skal uddeles den 23. november på P1liveX, P1’s nye vidensfestival, bliver det den hidtil yngste modtager i prisens over 50-årige historie, som skal hædres på podiet. Rosenkjærprisen, der er én af landets helt store og traditionsrige formidlingspriser og er på 50.000 kroner, går i 2014 til arkæologen og forfatteren, mag.art. Jeanette Varberg, som siden 2007 har været museumsinspektør på Moesgaard Museum ved Aarhus.

36-årige Jeanette Varberg er en del af udstillingsteamet bag det nye Moesgaard Museum og faginspektør med ansvar for bronzealderudstillingen. Og man kan vist roligt kalde Jeanette Varberg bronzealderekspert. Hun har tidligere været med til at udgrave en bronzealderborg i Kroatien, holdt masser af oplæg og arrangeret diverse udstillinger om blandt andet bronzealderen, og så sent som forrige weekend var Jeanette Varberg fremme i medierne med budskabet om, at Danmark allerede var globaliseret i oldtiden. Konklusionen kom hun med, efter at en laseranalyse af 23 glasperler fra Nationalmuseet, Odense Bys Museer og Moesgaards egen samling viste, at oldtidens danskere gik med smykker fra det nuværende Irak, Syrien og Egypten.

Slagmarker og skelet
Jeanette Varberg har tidligere været med på Galathea 3-ekspeditionen i Papua Ny Guinea og Stillehavet, hvor hun stod for udgravningen af et 1000 år gammelt skelet på øen Mbuke. I foråret gjorde årets Rosenkjær-modtager sig bemærket med bogen ’Fortidens Slagmarker – Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid’. I det store værk om krige gennem tiden står hun blandt andet på mål for det kontroversielle synspunkt om, at krige og konflikter kan være godt for samfundsudviklingen.

P1’s kanalchef Anders Kinch-Jensen siger om valget af Jeanette Varberg:
”Når man skal fortælle historier, fra før blyanten blev opfundet, er man nødt til at basere den samlede fortælling på fund fra gravsteder, møddinger og efterladte kamppladser. Det kræver stor viden og fantasi – kombineret med helt særlige formidlingsmæssige evner. Alt det har Jeanette Varberg, så hun er en yderst værdig modtager af Rosenkjærprisen, og vi kommer garanteret til at se meget mere til hende i medier, foredragssale og på bogreoler de kommende år,” siger han.

Vil bryde med fortidsbilledet
Selv siger Jeanette Varberg:
”Da jeg fik beskeden, havde jeg svært ved at tro det. Lige netop denne pris har altid stået for mig som det ypperste en dansk forsker eller kulturperson kan opnå. Nu får jeg selv den ære at indtræde i rækken – det er stort,” siger hun og tilføjer:

”Jeg vil gerne bruge radioforedragene til at give lytterne en helt ny indsigt i fortiden. Bryde med fortidsbilledet af bonden bag ploven, hvis eneste udsigt var oksens bagdel, og i stedet vise et komplekst og pulserende samfundsbillede, der var stærkt forbundet til verdenshistorien.”

Uddelt siden 1963
Rosenkjærprisen er opkaldt efter magister Jens Rosenkjær (1883-1976), der var foredragschef i DR frem til 1953. Prisen har været uddelt i hans navn og ånd siden 1963, og den bliver givet til en person, ”som har vist evner for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for et bredere publikum i en forståelig og levende form”.

Sidste år gik Rosenkjærprisen til professor, geolog Minik Rosing, og ligesom ham har Jeanette Varberg forpligtet sig til at udfolde sin viden i en serie programmer, der bliver sendt på P1 næste år.

Rosenkjær-komiteen, der har vurderet forslagene, som lytterne kom med, har bestået af seks personer fra DR, der alle arbejder med vidensformidling i bred forstand. Det er Lars Rønnow Torp (chef for videnskabsredaktionen), Ole Hjortdal (redaktionschef i DR Samfundsliv), Lene Juul Bruun (journalist og vært på P1), Hanne Barslund (P1-redaktør), Nikolaj Koppel (P2-kanalredaktør og P1-redaktør) og Anders Kinch-Jensen (kanalchef for P1).

Rosenkjærprisen 2014 bliver uddelt om eftermiddagen søndag den 23. november i forbindelse med P1’s nye vidensfestival P1liveX, som DR lancerede planerne for i sidste uge.

De sidste 10 års modtagere af Rosenkjærprisen
2013: Professor i geologi Minik Rosing
2012: Professor, dr. scient. Eske Willerslev
2011: Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen
2010: Professor Bente Klarlund Pedersen
2009: Musiker og entertainer Sigurd Barrett
2008: Cand. scient. pol. og ph.d. Lykke Friis
2007: Overlæge, tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling
2006: Astrofysiker Anja C. Andersen
2005: Hjerneforsker, dr.med. Peter Lund Madsen
2004: Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen